Når Esbjerg Vikings tager på togt til Grindsted bliver det med den russiske Grand prix-stjerne Artem Laguta på holdet, og det skal være med til at sikre point.

Der venter endnu et spændende lokalbrag for Esbjerg Vikings, når de drager op ad Tingvejen for at hente point i Grindsted, og holdleder Tom Paarup Madsen har denne gang at sende en god, gammel kending i spil. Russiske Artem Laguta, der så sent som denne weekend nåede frem til semifinalen i Grand Prix-serien, er med på holdet, og ambitionen er soleklar.

– Vi går efter at få noget med hjem fra Grindsted, og nu har vi muligheden for at bringe en A-kører mere i spil, så han kan mærke holdet. Det er en stærk kører, som fortjener sin chance, og så er han jo varm, som han viste i Grand Prix’et. Vi tror på, at han kan levere, som han plejer, og så giver vi også Luke Becker en chance mere for at vise sit værd. I glimt har han vist, hvad han kan, og vi tror på, at der kommer mere og mere fra ham i takt med, at han får kørt flere og flere løb rundt omkring. Nu søger vi det perfekte løb, hvor alle kørere leverer, for det har vi ikke helt ramt endnu, selvom vi seneste fik en storsejr på hjemmebane, siger Tom Paarup Madsen, som desuden også har udtaget holdkaptajn Bjarne Pedersen, Jonas Jeppesen, Matias Nielsen og Mark Bayer.

Grindsted Speedway Klub – Esbjerg Vikings onsdag den 5. juni klokken 18.30 på Kjærgaard Speedway Arena.

Esbjerg Vikings’ trup:

Artem Laguta
Luke Becker
Bjarne Pedersen
Jonas Jeppesen
Matias Nielsen
Mark Beyer

Holdleder: Tom Paarup Madsen
Ass. holdleder: Johannes Kikkenborg